
Gary Witus, Turing Associates, Inc. besøgte Snoopy Witus´s hjemmeside. Han bearbejdede et billede af den, som så blev til, hvad Gary kalder: "computational cubism" art.
Det hænder, at min dejlige hund, Snoopy Witus, får besøg på sin hjemmeside. Og det hænder, at nogen sender den en hilsen. Sådan også her for forleden dag, da Gary Witus, Turing Associates, Inc. besøgte Snoopy. Han bearbejdede et billede af den, som så blev til, hvad Gary kalder: "computational cubism" art.
Gary Witus er født 20 Nov 1953, Detroit, MI., USA. Gift med Belinda Jean BICKNELL, de har to børn Lillian Ann WITUS og Nathan Alexander WITUS.
Gary fortæller i et brev, at alle i USA, der hedder Witus, Wittus, Whitus er i familie med hinanden.
Gary har én gang været i Danmark og han fortæller blandt andet, at siden han smagte dansk wienerbrød har han ikke kunne nyde andet wienerbrød. København tiltalte ham meget.
En kontakt af denne art åbner op for andre ting.
Jeg har været ude på nettet for at søge efter "computational cubism" art. Og har fundet mange interessante sider.
Jeg har nu en halv nat studeret ”Computational Art” – yderst spændende.
Skriv ”Computational Art” på en søger og du kan selv se.
Det er en spændende verden vi lever i med mange forskellige indfaldsvinkler til den.
Tak til Gary for hans breve til Snoopy Witus.
“Cubism” 1905-1939 “Art is made to disturb. Science reassures.”
“Reality only reveals itself when it is illuminated by a ray of poetry.”
(Picasso was once accosted on a train by a stranger who recognized him. The stranger complained: Why couldn't he draw pictures of people the way they actually were? Why did he have to distort the way people looked? Picasso then asked theman to show him pictures of his family. After gazing at the snapshot, Picasso, replied, "Oh, is your wife really that small and flat?“
Michio Kaku- Hyperspace: a Scientific Odyssey Through - Parallel Universes, Time Warps, and the 10th Dimension, 1984)

Husk folkelig opbakning - skriver lederskribenten fredag 20. maj, Det er vigtigt i forbindelse med en Nationalpark i Nordjylland.
Lederskribenten starter med at konstatere, at der er mangel på kommunikation i den ene lejr, og en uheldig mangel på at holde tingene adskilt i den anden lejr. Den ene lejr er åbenbart Vildmoserådet. Den anden lejr er landmændene.
Jeg tror ikke, at der er noget andet nationalpark-projekt i Danmark, der er blevet orienteret så meget om, som Lille Vildmose-projektet. God information og mange muligheder for kommunikation. Der er orienteret på møder. I ugentlige meddelelser i lokal-pressen. På ekskursioner i mosen. Debatmøder. I radioudsendelser. På Nettet. (Skriv ”Lille Vildmose-projekt” på AltaVista søgemaskinen og du får 7.800 hits. Skriv ”Lille Vildmose” og du får 32.500 hits). Og i Nordjyske har der været et stort antal meget informative artikler om Lille Vildmose som Nationalpark.
Uanset hvad man siger, så er det ganske få landmænd, der har skabt denne situation. De har mod bedre vidende været med til at putte grus i maskineriet. Begavede folk, der meget vel ved, hvad fredningssagen er, og hvem der har ansvaret for den. Og de ved også, hvad Natura 2000 og Habitat- og fuglebeskyttelsesområderne under Natura 2000 betyder for Lille Vildmoseområdet. De har ikke været u-vidende om disse forhold. Men de bruger Nationalpark-projektet til at få fokus på deres egne problemer. Skræmmekampagne af værste skuffe.
Antallet af underskrifter betyder i denne sammenhæng ikke meget, det er jeg enig med lederskribenten i. Men det betyder noget at lokalbefolkningen tager til genmælde mod de få aggressive bønder, der ter sig, som om de bestemmer over, om der skal være en nationalpark eller ej.
Den underskriftsindsamling, der finder sted i lokalområdet, finder sted på en højst interessant måde. Der er ingen, der går fra dør til dør, og nærmest tvinger folk til at skrive under. Denne underskriftsindsamling foregår ved en aktiv handling fra mange mennesker. En sidder ved damefrisøren. De kommer til at tale om Lille Vildmose som Nationalpark. Det er en god ide. De vil gerne skrive under. Hvor gør man det? De må selv skaffe en liste. Og gør det. – Sådan er underskrifterne blevet indsamlet. Man ringer om at få en liste tilsendt. Andre skriver en mail. Igen andre henter den på en hjemmeside. Og hver gang er det en aktiv handling fra nogen, der vil gøre noget for, at der kommer en Nationalpark i Lille Vildmose.
Der er IKKE tale om selvbestaltet folkeafstemning, men om en Folkelig Opbakning til en Nationalpark i Lille Vildmose. Ingen skal være i tvivl om, at lokalbefolkningen ønsker Nationalparken, fordi det er godt for naturen, og fordi det kan blive et særdeles godt aktiv for lokalområdet og for Nordjylland som helhed.
Jeg bor på kanten af Portlandsmosen, den nordlige del af Lille Vildmose, lige ved siden af Høstemark Skov. Der er ikke et hus syd for os førend man kommer til Øster Hurup, Solbjerg og Smidie.
Mosen har været en del af vores liv i 35 år.
Lyset, lydene og lugten. Vinden, vandet og vibrationerne af stilhed i ørerne.
Brunsthyl fra kronhjort i efteråret. Formationer af store sang- og pibesvaner på op til tredive stykker eller flere morgen og aften hele vinteren hen over vores hus. Og lydene fra dem på deres rastepladser om natten kan vi høre i vores soveværelse. Skarven om sommeren – morgen og aften henholdsvis på vej efter føde og hjem til Tofte sø om aftenen. Vores ”fiskehejre” ser vi jævnligt, den har gennem alle årene haft sin plads i Øster Mosegrøft, der løber forbi os, Nattergalen ved Bettesø. Flagermusene. Kongeørnen og alle de øvrige rovfugle, der bor og gæster vildmosen. Haren og ræven. Grævlingen, der kommer luntende lags grøften, ses, når vi kommer sent hjem. Dette kun, hvad der hurtigt tastes ind, mens jeg sidder og genkalder mig billeder af de dejlige oplevelser, det er at have en natur, der er så rig. Naturen er så storladen og alsidig i Lille Vildmose. Og størst i de to til dels lukkede områder Høstemark og Tofte skove.
Høstemark har været et natur-eldorado for vækstfremme af insekter, fugle, planter og dyr. Tilsvarende Tofte skov, fordi de har været indhegnede, og fordi de har fået lov til at leve deres eget liv.
I Høstemark er der ført dokumentation for dette natur-eldorado gennem udgivelse af indtil videre tre statusrapporter fra1991,1994 og 2001. Fantastiske beskrivelser af det liv, der leves i Høstemark.
Det, der har været naturbevarende og vækstfremmende i Høstemark og Tofte skove, skulle gerne omfatte hele Lille Vildmose området, NÅR den bliver Nationalpark.
I dag kapitaliserer man mosen til gold mammon ved at afgrave den spagnum der er. I 35 år har jeg kaldt den del af mosen ”den døde mose”. Jeg ønsker inderligt, at den del også bliver levende igen. En nationalpark vil blive en kapitalisering af Naturen, og den vil få tilskrevet rentes rente fra første dag. Naturen vil blive mere og mere værdifuld for mennesker i dag, men så sandelig i højere grad for kommende slægter.
En Naturpark i Lille Vildmose vil være til gavn og glæde for ikke kun nærområdet, nej, for hele Nordjylland, ja for hele Danmark.
Protestmødet i Båndbyhallen 30. april 2005 er nok det mest forfærdelige politiske møde jeg har deltaget i gennem de 50 år, hvor jeg er gået til politiske møder. Jeg har oplevet barske meningsudvekslinger. Beskyldninger om dit og dat. Men altid er det stort set sket inden for rammerne af de demokratiske spilleregler.
Det jeg oplevede i Båndbyhallen var udemokratisk. Manipulerende. Verbalt groft. Til tider var der nærmest en ondskabsfuld perfid stemning. Den var blandt andet rettet mod formanden for Vildmoserådet Niels Kristian Kirketerp. Han måtte stå model til meget. Han måtte se og høre Villy Nielsen udråbe ham som løgner.
Ufatteligt at Kirketerp tog det på så pæn en måde.
Frustrerede, forbitrede og forbigåede landkoner og – mænd dominerede mødet med deres udtalelser.
Jeg er overbevist om, at mange forlod mødet med en dårlig smag i munden. Og der er sikkert også dem, der har fortrudt at de lod sig spænde for de aggressive bønders protestvogn.
Det kan ikke være rigtigt, at en meget meget lille gruppe lodsejere, der med deres industrialiserede landbrug, skal kunne forhindre en National Naturpark, der har størstedelen af lokalbefolkningens interesse. For sådan er det jo! Her i Høstemark har stort set alle, der er grundejere og grænser op til Lille Vildmose sagt ja til en Nationalpark.
Lad os håbe, at fornuften sejrer.
Den nye kampagne for at bruge sikkerhedssele irriterer mig. Den er simpelt hen for dum. For plat. Den skaber afvisning i hovedet på mig. Jeg bliver en lille smule sur hver gang jeg ser dem.
Jeg har lige været i Norge. Der kører de en hel anden kærlig og venlig kampagne. Den kærlige arm fra et barn eller en sød kone, der går fra venstre skuldre skråt ned til højre over bryst og mave. Den er bare helt fin. – Den danske kampagne dur ikke…
Klokken 20 minutter i 9 påskemorgen fløj kongeørnen over Høstemark, nærmere bestemt kom den ude fra Lille Vildmoses randområde, hvor
Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg bliver fyldt med varme og glæde, når jeg står her med min hund og ser Lille Vildmoses konge majestætiske flyve/svæve hen over en højt oppe på himlen.
Vi kørte i god tid, fordi vi skulle omkring bageren for at hente Jyllandsposten. Jeg ville læse, hvad Nyrup Rasmussen sagde om Frank Jensen. Over Poul Richard Jensens gård i Høstemark, Ny Høstemarkgaard, fløj kongeørnen. Og den var ikke alene konstaterede vi. Der fløj to kongeørne. De bliver fodret om vinteren ved det lille fugletårn i Høstemark skov. Så det er ikke så mærkeligt at vi ser dem tid efter anden. Men det første gang i lang tid at vi har set to svæve over os.
Vi kom i øvrigt ikke i kirke. Vi havde glemt at sætte urene frem.*1 Sommertid startede i nat. Så vi åbnede døren til kirken, da de var ved at slutte, så vi listede af igen.
*1 Det betyder jo, at klokken var tyve minutter i 10 og ikke nu 9. Og klokken var kvarter over 11, da vi så de to kongeørne…
Frank Jensen dur ikke. – Frank Jensen var en hæderlig minister, men duer ikke som statsminister, siger Poul Nyrup Rasmussen til Jyllandsposten i dag. - Frank er ikke et emne som partiformand og som statsminister. Han kan ikke løfte opgaven. Så kontant udtrykker Nyrup sig.
En partiformand skal tage initiativer. Det gør Frank ikke i tilstrækkelig grad. Erfaring det er noget man får., men mod, talent og råstyrke er noget, man har, - siger Poul Nyrup Rasmussen.
Sådan lancerer man et mordforsøg for åbent tæppe en forårsklar påskemorgen.
Nu pumper adrenalinen i kroppen på mange gode trofaste Frank Jensens tilhængere, og nok også i særdeles grad hos Frank Jensen selv. – Nogle vil kalde det her for politisk karaktermord. Det kan ikke undgå at få virkning på afstemningsresultatet. Nogle vil nu stemme med større overbevisning på Frank. Men hver enkelt har jo kun én stemme. Så spørgsmålet er om ikke en del tvivlere er blevet bekræftet i, at Frank ikke står distancen, og når Nyrup nu siger det så stærkt, så vil kan det være farligt at spille hasard med det gode gamle parti. Poul Nyrup er jo ikke for ingenting formand for de europæiske socialdemokarter. – Vi har brug for en hel ny start for Socialdemokratiet i Danmark, og det mener jeg Helle Thorning-Schmidt kan levere. Hun er et ægte menneske, og hun favner bredt. Hun tænker målbevidst men kan samtidig lytte og tale til folk, sådan siger Nyrup.
Reaktioner er ved at strømme ind til medierne og ud i æteren.
Vor nabo gennem 35 år,
Men først en stor frokost for os naboer. Der var det hele: flere forskellige slags sild, fiskefilet, frikadeller, flæskesteg, leverpostej med bacon, forskellige slags pålæg, ost, rødbeder, rødkål, surt. - Gris er ikke noget man køber. Det er noget man slagter, sagde Christian, da man spurgte til flæskestegen. Der blev serveret øl og snaps i stride strømme til maden.
Det blev en god fest med megen snak med folk vi har kendt siden 1970.
Det er lidt underligt, da vi købte det sted, hvor vi nu bor, som sommerhus, da var vores husmandssted, den første der blev nedlagt som landbrug. Kristian købte en del af jorden, en anden landmand fik en del, og vi fik nogle tønder land med til huset. I dag er husmandssteder nedlagt som landbrug. Jorden er solgt fra. Kun en landmand foruden Christian dyrker jorden. Resten er beboet af ikke landmænd. Den ene der er tilbage er gengæld blevet storbonde med griseproduktion og megen jord. Hvor mange tusinde enheder han opdrætter om året ved han vel dårlig nok selv. Det er ikke landbrug men ren industriproduktion.
Nu bor alle naboerne i små parcelhuse inde i Mou eller i nærmeste omegn.
En dejlig familiefest
Vi har haft familiefest i Høstemark i dag. Jytte blev 50, da jeg blev 65. Vi holdt hver sin fest. Og da vi ikke med den nærmeste familie kunne deltage i hinandens fester var vi blevet enige om, at så ville vi lave en lille familiefest sammen. Og det blev Langfredag i Høstemark. En dejlig familiefest.
Ingrid og jeg havde sammensat menuen. Forret: rejer, kaviar, salat, tomater, nybagt flute og dressing. Hovedret: udbenet lammekøler med krydderifyld, kartofler, løg og tzatziki (græsk yoghurt salat på Ingrids måde). Dessert: karamelrand med kompot af egne mirabeller. Kaffe (& the) med cognac til Jytte og mig. Ingrid fik en Grand Marnier. De øvrige skulle ikke have stærke varer.
Vi sad ved bordet meget længe. Megen snak. Og så skulle vi også vente på Dan, vores svigersøn, der havde kørt trial i Århus hele dagen, så han kom meget for sent til måltidet. Dan blev for mange år siden dansk mester i Trial. Jeg kan ikke huske, hvilken klasse det var i. MEN han er dygtig til det. Nu træner han så igen. Det er jo en spændende sport.
Familien er det vigtigste i kontakten til andre. Ingen steder er man så tryg som i samvær med dem. Og uanset hvor lang tid, der er mellem samværet, så er kontakten der øjeblikkelig. Det samme gælder gode venner, som man har kendt i en menneskealder eller mere.
Det blev sent inden man brød op. Familien fra Århus skulle jo køre ret langt. For de andre var det jo ikke så slemt.
Her lever kirken.
Med præstens ord: Gud har holdt os sammen, og Gud er med os på rejsen.
Og som så mange andre steder i landet så er der mange forskellige aktiviteter. Kirken blomstrer. Det kan godt være at man med Leo Tandrups ord kan sige: - Og derfor forsvandt fællesskabet, og vi kom til at leve i samfund af selvtilstrækkelige ø-individualister.” Den tilstand af manglende fællesskab i kirkelig henseende er under afvikling. Vi er ved at genopleve fællesskabet. Det er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden. Det er en proces, en skabelsesproces. – Gud er med os på rejsen! Gud holder sammen på os. Og ting udvikler sig og lever mellem os.
I mit sogn – Kirkerne i Lille Vildmose – der sker noget.
Vi har kirkekoncert med gæstende domorganist fra Helsingør Domkirke. Han akkompagnerer ved samme lejlighed det lokale kor, der bliver understøttet af en lokal trompetist. En fremragende mulighed for menigheden til at fordybe sig i den musikalske side af det kirkelige liv. Det sker også da en fra menighedsrådet gennemgår George Frideric Handels Messias. Sognets størrelse tillader ikke levende kor i den størrelse. Men afspilning over stort musikanlæg gør det også. Det dramatiske juleoratorium gjorde sig godt i vor landsbykirke.
Vi har også aftensgudstjeneste Sankt Hans aften, når bålene er brændt ned. Sankt Johannes´s aften afsluttes i kirken.
Kunstudstilling i kirken ud fra bundet emne fra Grundtvigs salme 213: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. De lokale kunstnere fra kunstnergruppen Dunhammeren havde valgt udgangspunkt for deres værker i de enkelte vers fra salmen. Der er ”Mad & Tro”- komsammen, hvor man mødes og spiser sammen for derefter at høre et foredrag / et indlæg med efterfølgende mulighed for spørgsmål og samtale. Der er filmklub. Der er Bibel-maraton.
Alt dette og meget mere sker i mit sogn. Spændende og dertil kommer alt der sker uge for uge i løbet af året med søndagsprædikerne og med barnedåb og konfirmation. Og der er ægteskabsindgåelse og der er begravelser. Gud holder os sammen. Og Gud er med os på rejsen.
Og sidst det, der er årsag til, at jeg skriver dette: Påskemåltidet.
For tredje gang er der måltidsgudstjeneste i Dokkedal kirke Skærtorsdags aften.
Jeg sidder ved et af de fire smukt dækkede langborde, der er stillet op i det smukke kirkerum. Der er dækket op til 60 fra menigheden, der har meldt sig til at deltage i dette fælles påskemåltid. Og i 2005 er det så tredje gang vi samles her. En tradition er begyndt. Jeg er kommet i god tid, fordi min hustru sidder i menighedsrådet og er med til at arrangere denne aften. Der er travlhed ude bagved. Graver, medlemmer af menighedsrådet, præstens hustru retter an i skåle og på fade.
Brødet skæres for og bæres ind og stilles på alterbordet ved siden af de opproppede flasker med vin. Lysene er tændt. De gule påskeliljer lyser op. Og over alterbordet stråler de tre guldalterplader.
Folk kommer i god tid. Finder sig en plads. Og der bliver tid til en snak før måltidsgudstjenesten går i gang. Forløbet er stort set som en almindelig gudstjeneste: Indledning, præludium, indgangsbøn, første salme, kollekt, epistellæsning. Trosbekendelse, der bliver sagt af hele menigheden. Herefter synges: Lad verden ej med al sin magt. Og så er vi ved indgangen til nadvermåltidet. Der startes med salutation: Herren være med jer! Menigheden svarer: - Og med din ånd! Nadverbøn. Nadversalme: - ”Som korn fra mange marker”. Og under første vers bæres brødet rundt. Og under andet vers skænkes vinen op. Derefter går man over til selve måltidet. Salater og lammekød. Og der drikkes vin til. Under hele det fælles påskemåltid må der selvfølgelig snakkes; og selvfølgelig er det klart, at det sker under selve gudstjenesten. Måltidet tager den tid et måltid tager. Herefter går vi til næste salme: - ”Al jordens fylde har du skabt”, af
Kirken er levende. Alle steder i landet er mange nye tiltag, der samler menighederne til nyt liv. Gud holder os sammen og er med på vor rejse gennem livet!