2006/12/30
Et optimistisk livssyn
Et optimistisk livssyn
Nogen gange kan man blive så glad over en lille ting.
Det blev jeg her for et øjeblik siden, da jeg skrev sammen med min sønnesøn.
Det jublede inden i mig.
Samme dejlige varme følelse, som i går aftes ude på terrassen.
Klar himmel. Tusindvis af stjerner. Tiltagende måne.
Julehimmel så det sang. Sangsvanerne i hundredvis,
der fløj mod deres overnatningssted ude i mosen,
mens lyden af deres vingeslag og deres sang,
kom til mig - ikke så mange meter oven over mit hoved.
Mit ældste barnebarn skrev på Messenger blandt andet:
Jeg har lige set et foredrag på youtube med en meget klog mand;
åhhh, hvor er jeg optimistisk overfor fremtiden nu!
Han uddyber det. Men det skal jeg ikke komme ind på her og nu.
Der er alt for mange der er pessimistisk…
Der er alt for mange som ikke regner med at der sker noget godt i fremtiden.
Hvor er det synd for dem.
2006/12/28
Et glimt af HAD
Et glimt af HAD
Jeg fik et glimt af had i går.
I Høstemark brændte stuehuset på en grisefabrik.
Heldigvis var det blevet fraflyttet. Grisefabrikanten havde renoveret et andet stuehus på en af de gårde han havde købt. Dejligt stuehus og nymøbleret, fortæller naboerne.
Min nabo ringede til mig og fortalte at gården brændte: - Skal du ikke derhen?
Og det skulle jeg. Men blok og fotoudstyr.
Jeg nåede at fotografere nogle brandmænd og fik taget et billede af stuehuset, der stod i flammer, førend grisefabrikanten stod ved siden af mig. Sjældent har jeg set så vred en mand. Personligt har jeg aldrig oplevet det før, - at vreden var vendt mod mig.
Der var HAD i hans øjne. Manden var lige så stor som mig. Vi var i øjenhøjde. – Bent Bundgaard du skal ud herfra. Forsvind fra min ejendom. Nu!
Jeg har for nogle år siden anmeldt ham til teknisk forvaltning, fordi han ikke behandlede døde grise efter givne forskrifter. Han havde bare henslængt dem ved vejen i et hul, så kunne de ligge der, indtil de blev hentet. Og ræv og hund og fugl kunne hakke i dem som de ville.
Og så har der været et par andre sager, hvor jeg har stået sammen med naboerne mod ham.
En kedelig fyr, der straks lagde sig ud med en nabo, kort tid efter han var flyttet til Høstemark. Det blev der en retssag ud af. Den tabte han.
I går brændte hans stuehus, som han lige var fraflyttet, heldigvis havde han fået både sin computer og papirer med.
Der stod jeg overfor ham. Og var lidt forundret over hans hidsighed og store vrede.
Hans øjne flakkede. Underligt at stå at se ind i den vrede mands ansigt, uden at føle andet end medlidenhed med ham.
Jeg fik et glimt af had i går.
I Høstemark brændte stuehuset på en grisefabrik.
Heldigvis var det blevet fraflyttet. Grisefabrikanten havde renoveret et andet stuehus på en af de gårde han havde købt. Dejligt stuehus og nymøbleret, fortæller naboerne.
Min nabo ringede til mig og fortalte at gården brændte: - Skal du ikke derhen?
Og det skulle jeg. Men blok og fotoudstyr.
Jeg nåede at fotografere nogle brandmænd og fik taget et billede af stuehuset, der stod i flammer, førend grisefabrikanten stod ved siden af mig. Sjældent har jeg set så vred en mand. Personligt har jeg aldrig oplevet det før, - at vreden var vendt mod mig.
Der var HAD i hans øjne. Manden var lige så stor som mig. Vi var i øjenhøjde. – Bent Bundgaard du skal ud herfra. Forsvind fra min ejendom. Nu!
Jeg har for nogle år siden anmeldt ham til teknisk forvaltning, fordi han ikke behandlede døde grise efter givne forskrifter. Han havde bare henslængt dem ved vejen i et hul, så kunne de ligge der, indtil de blev hentet. Og ræv og hund og fugl kunne hakke i dem som de ville.
Og så har der været et par andre sager, hvor jeg har stået sammen med naboerne mod ham.
En kedelig fyr, der straks lagde sig ud med en nabo, kort tid efter han var flyttet til Høstemark. Det blev der en retssag ud af. Den tabte han.
I går brændte hans stuehus, som han lige var fraflyttet, heldigvis havde han fået både sin computer og papirer med.
Der stod jeg overfor ham. Og var lidt forundret over hans hidsighed og store vrede.
Hans øjne flakkede. Underligt at stå at se ind i den vrede mands ansigt, uden at føle andet end medlidenhed med ham.
2006/08/22
Gudstjeneste i MulbjergeneDokkedal: - Det er bare dejligt. Stille vejr. Ikke en vind. Dog høres lyden fra havet ved foden af Mulbjergene. Et hvidt kors lyser op. Det er gravet ned yderst på skrænten mod vest. En stor buket blomster står ved foden af korset. Under en stor parasol står Finn Christensen med sin violin. Lass Lybæk med sin trompet og Erik Frederiksen med harmonikaen. De leverer musik til salmerne.
Sognepræst Hanne Moesgaard Skjesol går rundt mellem de ankommende og hilser på og får en lille snak med mange. Langsomt fyldes pladsen med biler og mennesker. 85-90 deltager i gudstjenesten.
De mange bænke, der er opstillet bliver hurtigt besat. Godt at mange fra menigheden havde taget stol med. Stedet er lige som skabt til højtideligheden. Der indledes af Egense sangkor.
Derefter tog sognepræsten over og førte menigheden gennem gudstjenesten. Hendes stemme havde ikke besvær med at nå ud til alle. Trosbekendelsen og fadervor blev fremsagt af alle. Kun en gang blev naturens stilhed afbrud af en flyver, der kom ude fra Kattegat og fløj mod Aalborg.
Regnen stoppede
Vejret var med os. Regnen stoppede midt på dagen. Og det hele var blevet nogen lunde tørt.
Jeppe Aakjær skrev i 1912 til en dansk-amerikansk fest i Tivoli ”Stille, hjerte, sol går ned”. Denne smukke stemningsfyldte aftensang sang Egense koret på en meget smuk måde. Alle naturbillederne i sangen passede særdeles godt både på Mulbjergene og ikke mindst mosen.
Sognepræst Hanne Moesgaard Skjesols gudstjeneste i Mulbjergene var på alle måder en god oplevelse i Guds storslåede natur. Sognepræsten lovede forud for gudstjenesten, at det ville blive en stemningsfuld gudstjeneste med sange og tekster knyttet til naturen med undren og glæde over skaberværket. Og det blev det.
Der blev som lovet kaffe til alle. Og det afstedkom jo en god snak i menigheden.
Dansk Folkeparti & Nazisterne
Dansk Folkeparti & Nazisterne
Man kan med god grund spørge:
Hvor mange SKULLE ekskluderes fra Dansk Folkeparti, når man kan ekskludere ni tillidsfolk (hvoraf flere var lokale formænd, andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, og der var vel også et amtsrådsmedlem og en folketingskandidat) på grund af deres holdninger til optagelse af nazister og/eller højreekstremister?
Det er jo ikke uden grund at højreekstremisterne føler sig tiltrukket af Dansk Folkepartis politik.
Dermed ikke sagt at Dansk Folkeparti er nazistisk. Men det er et populistisk parti, der i høj grad lefler for det såkaldte jævne folk, og deres interesser og virkelighedsopfattelse, uanset den ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.
Ud af til VIL Dansk Folkeparti stå som et stuerent parti. Og den lille gruppe af topfolk, der ejer Dansk Folkeparti, skal nok vide at holde facaden ren.
På sin vis er det forunderligt, at den store gruppe af tillidsfolk og meget loyale medlemmer, vedblivende finder sig i den totale topstyring. Der er ingen mulighed for Dansk Folkepartis medlemmer at få en åben debat. Alle medlemmer med meninger, der ikke stemmer overens med de fire-fem topfolk, bliver ekskluderet.
HVIS man fik en åben debat i Dansk Folkeparti, og medlemmernes politiske meninger kom frem i lyset, så ville man klart forstå, hvorfor højreekstremisterne var velkomne ude i lokalforeningerne.
Vil Dansk Folkeparti undgå, at højreekstremisterne søger medlemskab, så må man i partitoppen sadle om. De kan ikke vedblivende lefle for ”den jævne mands” angst for de fremmede. Men sadler de om, ja, så mister de også mange medlemmer, de behøver ikke engang at ekskludere dem.
Man kan med god grund spørge:
Hvor mange SKULLE ekskluderes fra Dansk Folkeparti, når man kan ekskludere ni tillidsfolk (hvoraf flere var lokale formænd, andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, og der var vel også et amtsrådsmedlem og en folketingskandidat) på grund af deres holdninger til optagelse af nazister og/eller højreekstremister?
Det er jo ikke uden grund at højreekstremisterne føler sig tiltrukket af Dansk Folkepartis politik.
Dermed ikke sagt at Dansk Folkeparti er nazistisk. Men det er et populistisk parti, der i høj grad lefler for det såkaldte jævne folk, og deres interesser og virkelighedsopfattelse, uanset den ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.
Ud af til VIL Dansk Folkeparti stå som et stuerent parti. Og den lille gruppe af topfolk, der ejer Dansk Folkeparti, skal nok vide at holde facaden ren.
På sin vis er det forunderligt, at den store gruppe af tillidsfolk og meget loyale medlemmer, vedblivende finder sig i den totale topstyring. Der er ingen mulighed for Dansk Folkepartis medlemmer at få en åben debat. Alle medlemmer med meninger, der ikke stemmer overens med de fire-fem topfolk, bliver ekskluderet.
HVIS man fik en åben debat i Dansk Folkeparti, og medlemmernes politiske meninger kom frem i lyset, så ville man klart forstå, hvorfor højreekstremisterne var velkomne ude i lokalforeningerne.
Vil Dansk Folkeparti undgå, at højreekstremisterne søger medlemskab, så må man i partitoppen sadle om. De kan ikke vedblivende lefle for ”den jævne mands” angst for de fremmede. Men sadler de om, ja, så mister de også mange medlemmer, de behøver ikke engang at ekskludere dem.
2006/08/21
Rundet af "HØJSKOLEN"!
Bertel Haarder er et kæmpeurværk, der forhåbentlig aldrig går i stå!
Jeg holder meget af Bertel Haarder.
Han er en af de betydeligste politikere i Danmark.
Han har et format, der rækker ud over Danmarks grænser.
Det er ikke sådan, at jeg er enig med ham på det ideologiske og politiske plan – og så alligevel tid efter anden.
Ingen kan være i tvivl om, at Bertel Haarder er arbejdsom, kreativ og konstruktiv.
Han ser løsninger og kommer med forslag.
Han tænker over tingene.
Ikke uden grund er han rundet af ”HØJSKOLEN”!
Både af N.F.S. Grundtvig og Kresten Kold.
Kolds elever var så store urværker, der blev trukket op for aldrig mere at gå i stå.
Højskolen og de mange grundtvig-kolske skole sendte gode danskere ud i livet med en energi og optimisme, der blev udmøntet i praktiske resultater i arbejdslivet, andelsbevægelsen og på det åndelige plan. Kold sendte eleverne ud fra skolerne under mottoet ”GUDS KÆRLIGHED og DANMARKS LYKKE”.
Jeg holder meget af Bertel Haarder.
Han er en af de betydeligste politikere i Danmark.
Han har et format, der rækker ud over Danmarks grænser.
Det er ikke sådan, at jeg er enig med ham på det ideologiske og politiske plan – og så alligevel tid efter anden.
Ingen kan være i tvivl om, at Bertel Haarder er arbejdsom, kreativ og konstruktiv.
Han ser løsninger og kommer med forslag.
Han tænker over tingene.
Ikke uden grund er han rundet af ”HØJSKOLEN”!
Både af N.F.S. Grundtvig og Kresten Kold.
Kolds elever var så store urværker, der blev trukket op for aldrig mere at gå i stå.
Højskolen og de mange grundtvig-kolske skole sendte gode danskere ud i livet med en energi og optimisme, der blev udmøntet i praktiske resultater i arbejdslivet, andelsbevægelsen og på det åndelige plan. Kold sendte eleverne ud fra skolerne under mottoet ”GUDS KÆRLIGHED og DANMARKS LYKKE”.
2006/08/20
Den Anden Vej
Den Anden Vej
Vi er et lille land. Vi har ingen partier, der adskiller sig ret meget fra hinanden, fordi de ingen ideologi har. Kendsgerningernes oprør, som blev gennemført i kraft af computeren, og som udjævnende forskellen mellem øst og vest. Har også udjævnet de politiske ideologier. Clintons den tredje vej, der sammenkædende det sociale med det kapitalistiske var sådan set en øjen- og hjerneåbner for mange.
Og nu kommer det radikale venstre med Den Anden Vej.
Vi kan simpelt hen ikke fortsætte at Foghs vej. Vi må gå ad en anden vej. En måde at sige det på.
I øjeblikket går vi på en vej, hvor nogle danskere ikke kan arbejde og bo med deres ægtefæller og børn i Danmark. Fuldstændig vanvittig. Alle danske statsborgere uanset hvem de er gift med skal kunne bo og arbejde i Danmark. Den vej skal betrædes. Og det er en anden vej.
Alle kan vel også blive enige om, at hvis vi går på en vej, hvor vore nye borgere ikke bliver inddraget i det danske samfund på grund af mærkelige forhold så de ikke kan blive aktive danske medborgere. Ja, så bør vi finde en anden vej: Den Anden Vej.
.
Vi er et lille land. Vi har ingen partier, der adskiller sig ret meget fra hinanden, fordi de ingen ideologi har. Kendsgerningernes oprør, som blev gennemført i kraft af computeren, og som udjævnende forskellen mellem øst og vest. Har også udjævnet de politiske ideologier. Clintons den tredje vej, der sammenkædende det sociale med det kapitalistiske var sådan set en øjen- og hjerneåbner for mange.
Og nu kommer det radikale venstre med Den Anden Vej.
Vi kan simpelt hen ikke fortsætte at Foghs vej. Vi må gå ad en anden vej. En måde at sige det på.
I øjeblikket går vi på en vej, hvor nogle danskere ikke kan arbejde og bo med deres ægtefæller og børn i Danmark. Fuldstændig vanvittig. Alle danske statsborgere uanset hvem de er gift med skal kunne bo og arbejde i Danmark. Den vej skal betrædes. Og det er en anden vej.
Alle kan vel også blive enige om, at hvis vi går på en vej, hvor vore nye borgere ikke bliver inddraget i det danske samfund på grund af mærkelige forhold så de ikke kan blive aktive danske medborgere. Ja, så bør vi finde en anden vej: Den Anden Vej.
.
2006/03/18
The Producers
En dejlig oplevelse
Torsdag aften var jeg i Det Ny Teater, der er placeret i passagen mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade ikke langt fra First, hvor jeg bor, når jeg er i København. En dejlig bygning fra 1908. Gennemrenoveret for 50 millioner kroner i 1994. Når man ser op på bygningen fra Vesterbrogade irriteres man over den by-arkitekt, der har tilladt bygninger i passagen at blive bygget, hvor de er placeret. Han har virkelig haft en dårlig dag. Eller også er han blevet ”belønnet” lidt vel rigeligt.
Hvor kunne det have været et flot syn, hvis deres byggelinier havde været fem til ti meter mere inde på grunden. Det irriterer mig hver gang jeg går forbi.
Men indenfor til pragtfuld underholdning torsdag aften sammen med gode venner. God latter stort set hele stykket igennem. I hovedrollerne: Preben Kristensen, som Max Bialystock, der er en falleret Broadway-producer. Steen Springborg i rollen som den nørdede og generte revisor, Leo Bloom. og Julie Steincke spiller den svenske blondine-sekretær Ulla. Ja, og så ikke at glemme Ole Thestrup, der spiller den nynazistiske forfatter og dueopdrætter.
En dejlig oplevelse af Mel Brooks Oscarbelønnede film fra 1968, der nu er blevet til en musical, først på Broadway i 2001, nu i København, ja, og i London. Den går sin sejrsgang.
Plottet går ud på at tjene nogle hurtige penge ved at sætte en forestilling op, der på forhånd er dømt til kun at spille en aften. Man skal blot vælge det dårligste stykke. Den dårligste instruktør. De dårligste skuespillere. Og det gør man. Og det bliver den største succes. Ufattelig. Hvad gjorde man forkert siden det gik så godt? Preben Kristensen gennemspiller samtlige scener i stykket i sin fængselscelle for at finde ud af det. En fantastisk præstation. Forrygende hurtigt. I få bevægelser, gestus og sætninger genoplever vi de forskellige roller og scener hele stykket. Blændende gjort af en stor skuespiller…
Jeg kan ikke sige det stærkt nok. En utrolig dejlig oplevelse på alle måder. Skuespillerne. Scenen. Rekvisitter. Drejescene. Kostumer. De hurtige skift. Musikken ikke at forglemme.
I alt skulle der være firs skuespillere, sangere, dansere, musikere og teknikere i Det Ny Teaters succes, der kan overværes af omkring tusind betalende publikumer. Det nye Teater får ikke offentlig støtte til produktionsomkostningerne.
Torsdag aften var jeg i Det Ny Teater, der er placeret i passagen mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade ikke langt fra First, hvor jeg bor, når jeg er i København. En dejlig bygning fra 1908. Gennemrenoveret for 50 millioner kroner i 1994. Når man ser op på bygningen fra Vesterbrogade irriteres man over den by-arkitekt, der har tilladt bygninger i passagen at blive bygget, hvor de er placeret. Han har virkelig haft en dårlig dag. Eller også er han blevet ”belønnet” lidt vel rigeligt.
Hvor kunne det have været et flot syn, hvis deres byggelinier havde været fem til ti meter mere inde på grunden. Det irriterer mig hver gang jeg går forbi.
Men indenfor til pragtfuld underholdning torsdag aften sammen med gode venner. God latter stort set hele stykket igennem. I hovedrollerne: Preben Kristensen, som Max Bialystock, der er en falleret Broadway-producer. Steen Springborg i rollen som den nørdede og generte revisor, Leo Bloom. og Julie Steincke spiller den svenske blondine-sekretær Ulla. Ja, og så ikke at glemme Ole Thestrup, der spiller den nynazistiske forfatter og dueopdrætter.
En dejlig oplevelse af Mel Brooks Oscarbelønnede film fra 1968, der nu er blevet til en musical, først på Broadway i 2001, nu i København, ja, og i London. Den går sin sejrsgang.
Plottet går ud på at tjene nogle hurtige penge ved at sætte en forestilling op, der på forhånd er dømt til kun at spille en aften. Man skal blot vælge det dårligste stykke. Den dårligste instruktør. De dårligste skuespillere. Og det gør man. Og det bliver den største succes. Ufattelig. Hvad gjorde man forkert siden det gik så godt? Preben Kristensen gennemspiller samtlige scener i stykket i sin fængselscelle for at finde ud af det. En fantastisk præstation. Forrygende hurtigt. I få bevægelser, gestus og sætninger genoplever vi de forskellige roller og scener hele stykket. Blændende gjort af en stor skuespiller…
Jeg kan ikke sige det stærkt nok. En utrolig dejlig oplevelse på alle måder. Skuespillerne. Scenen. Rekvisitter. Drejescene. Kostumer. De hurtige skift. Musikken ikke at forglemme.
I alt skulle der være firs skuespillere, sangere, dansere, musikere og teknikere i Det Ny Teaters succes, der kan overværes af omkring tusind betalende publikumer. Det nye Teater får ikke offentlig støtte til produktionsomkostningerne.
2006/03/17
Silent Steps
Silent Steps
En rar aften
Onsdag 15. marts var Ingrid og jeg inde for at se og opleve Silent Steps, hvad der er blevet kaldt en dansehyldest til Bach af Tim Rushton. (Medvirkende i efteråret 2005: Hilary Briggs, Kenneth Carlson, Andrea Deres, Maxim-Jo Beck McGosh, Dan Langeborg, Laura Lohi, Luca Marazia, Stina Mårtensson, Philip Schmidt og Adam Schütt.) Det er Lars Ulrik Mortensens og Concerto Copenhagens prisvindende indspilning af Johann Sebastian Bachs cembalokoncerter (BWV 1052-1054) fra 2003, der bliver anvendt ved forestillingen. Musikken var for mig den største oplevelse.
Tim Rushton siger selv om forestillingen: ”Under det musikalske lag gemmer der sig en skildring af de komplekse menneskelige mekanismer, som styrer vores handlinger i forhold til hinanden; relationen mellem kønnene, mellem partnere og mellem den enkelte og fællesskabet.”
Måske havde jeg skruet forventninger for højt op. Men det blev ikke helt det jeg havde forestillet mig. – Måske havde de tabt gejsten lidt. Det var roadshowset sidste forestilling. Silent Steps havde premiere på Det Kongelige Teater i juni 2005.
Uanset min manglende begejstring for forestillingen, så havde Ingrid og jeg en meget rar aften sammen.
Vi havde før forestillingen fået en dejlig fiskeret med en god Riesling.
En rar aften
Onsdag 15. marts var Ingrid og jeg inde for at se og opleve Silent Steps, hvad der er blevet kaldt en dansehyldest til Bach af Tim Rushton. (Medvirkende i efteråret 2005: Hilary Briggs, Kenneth Carlson, Andrea Deres, Maxim-Jo Beck McGosh, Dan Langeborg, Laura Lohi, Luca Marazia, Stina Mårtensson, Philip Schmidt og Adam Schütt.) Det er Lars Ulrik Mortensens og Concerto Copenhagens prisvindende indspilning af Johann Sebastian Bachs cembalokoncerter (BWV 1052-1054) fra 2003, der bliver anvendt ved forestillingen. Musikken var for mig den største oplevelse.
Tim Rushton siger selv om forestillingen: ”Under det musikalske lag gemmer der sig en skildring af de komplekse menneskelige mekanismer, som styrer vores handlinger i forhold til hinanden; relationen mellem kønnene, mellem partnere og mellem den enkelte og fællesskabet.”
Måske havde jeg skruet forventninger for højt op. Men det blev ikke helt det jeg havde forestillet mig. – Måske havde de tabt gejsten lidt. Det var roadshowset sidste forestilling. Silent Steps havde premiere på Det Kongelige Teater i juni 2005.
Uanset min manglende begejstring for forestillingen, så havde Ingrid og jeg en meget rar aften sammen.
Vi havde før forestillingen fået en dejlig fiskeret med en god Riesling.
2006/03/16
Rejsegilde i Struer
Rejsegilde i Struer
Der er mange gode dage.
Jeg var til rejsegilde i Struer i tirsdags.
Det danske flag og rejsegildekransen.
Limfjordens blå vand.
De mange forventningsfulde mennesker,
Der ventede på at deres lejligheder med
Den skønne udsigt ud over byen og Limfjorden
Skulle blive færdige
Borgmesteren improviserede tale, der osede af stolthed over,
At der blev bygget så dejlige boliger til hans borgere
En dejlig oplevelse på den første forårsdag i 2006
Der er mange gode dage.
Jeg var til rejsegilde i Struer i tirsdags.
Det danske flag og rejsegildekransen.
Limfjordens blå vand.
De mange forventningsfulde mennesker,
Der ventede på at deres lejligheder med
Den skønne udsigt ud over byen og Limfjorden
Skulle blive færdige
Borgmesteren improviserede tale, der osede af stolthed over,
At der blev bygget så dejlige boliger til hans borgere
En dejlig oplevelse på den første forårsdag i 2006
Mit nationale jeg
Mit nationale jeg
Lyset og vandet
Blæsten og skyerne
Jorden og naturen
Går i blodet
Om jeg er sort, brun eller lyserød
Om farven på mine øjne er blå eller brun
Bliver en del af mit nationale jeg
Måske er det et spørgsmål om tid
Og de sidst ankomne skal måske hjælpes lidt
Muhammed tegningerne har fået de skjulte polariseringer frem i lyset.
Og ingen er gået fri.
Alle har måttet se på sine grænsedragninger.
Nogle måtte til at rejse grænser.
Andre igen måtte flytte på dem.
Ingen er gået fri.
Jeg er ikke bange for de fremmedes tro.
Den må de selv bearbejde.
Jeg kan på flere områder ikke lide den.
Sammenkoblingen af tro og politik.
Tro og lov for liv.
Fyrre slag for øldrikkeri.
Afhugning af hænder for tyveri.
Stening for utroskab.
Jeg er klar modstander af totalitær religion.
Min tro har også indflydelse på mit profane liv.
Men min moral er et politisk begreb ikke et religiøst.
De nyankomne for hvem det nationale jeg ikke er gået i blodet,
De skulle interessere sig noget mere for vore værdier og skikke,
Førend de dømte os og krævede respekt for deres tro.
Elleve procent af herboende muslimer
- 11 procent
Har FULD forståelse for
- Boykot af danske varer
- Flagafbrænding
- Ambassadeødelæggelse og afbrænding.
Hvordan kan de -
Og hvorfor bor de her?
Af samtlige herboende muslimer er der kun to procent,
Der i den givne situation føler sig MEST som danskere.
Hvor er den fælles forståelse for danske værdier?
Måske er det kun et spørgsmål om tid.
Men hvor lang tid?
Og har vi den?
Lyset og vandet
Blæsten og skyerne
Jorden og naturen
Går i blodet
Om jeg er sort, brun eller lyserød
Om farven på mine øjne er blå eller brun
Bliver en del af mit nationale jeg
Måske er det et spørgsmål om tid
Og de sidst ankomne skal måske hjælpes lidt
Muhammed tegningerne har fået de skjulte polariseringer frem i lyset.
Og ingen er gået fri.
Alle har måttet se på sine grænsedragninger.
Nogle måtte til at rejse grænser.
Andre igen måtte flytte på dem.
Ingen er gået fri.
Jeg er ikke bange for de fremmedes tro.
Den må de selv bearbejde.
Jeg kan på flere områder ikke lide den.
Sammenkoblingen af tro og politik.
Tro og lov for liv.
Fyrre slag for øldrikkeri.
Afhugning af hænder for tyveri.
Stening for utroskab.
Jeg er klar modstander af totalitær religion.
Min tro har også indflydelse på mit profane liv.
Men min moral er et politisk begreb ikke et religiøst.
De nyankomne for hvem det nationale jeg ikke er gået i blodet,
De skulle interessere sig noget mere for vore værdier og skikke,
Førend de dømte os og krævede respekt for deres tro.
Elleve procent af herboende muslimer
- 11 procent
Har FULD forståelse for
- Boykot af danske varer
- Flagafbrænding
- Ambassadeødelæggelse og afbrænding.
Hvordan kan de -
Og hvorfor bor de her?
Af samtlige herboende muslimer er der kun to procent,
Der i den givne situation føler sig MEST som danskere.
Hvor er den fælles forståelse for danske værdier?
Måske er det kun et spørgsmål om tid.
Men hvor lang tid?
Og har vi den?
Abonner på:
Opslag (Atom)