2009/12/22

De gør det godt!


Jeg kan simpelthen ikke lade være med at rose personalet på Aalborg sygehus. Fra september til december var jeg indlagt henholdsvis på SYD og på NORD. Man kan ikke være indlagt så længe uden at man kommer til at kende personalets væremåde over for patienterne. Og den var som jeg oplevede det, som jeg så det praktiseret over for alle, bare god. Ikke påtaget - men ganske naturligt for hver enkelt - uanset rang og placering i systemet.
Jeg har lige NU fået en erindring om, hvor gode de var, ved at jeg nødvendigvis måtte kontakte dem, fordi Aalborg kommune ikke lever op til den samme standard (men derom en anden gang)...
Derfor til personalet på Aalborg lkommune. Roser fra min egen have...

2009/12/20

Generel julehilsen fra Høstemark


Høstemark - Julen 2009

Kære gode venner og bekendte
En julehilsen er i hvert tilfælde to ting:
en personlig hilsen, hvor man skriver om noget, der faktisk ikke kommer andre ved;
og en mere generel orientering om ting og forhold i ens liv, der udmærket kunne fortælles til en større kreds.
Og det er hvad der sker med julebrevet her. Får jeg tid og energi så kommer, der også et personligt brev.
Ja, det blev så ikke til mit efterhånden traditionelle jule- og nytårsbrev. Nej, men på grund af mit sygdomsbillede kunne det kun blive til et elektronisk jule- og nytårsbrev. Men det bliver julen jo ikke trist af. Det ved jeg på forhånd, for det ændrer ikke noget ved følgende:
Vi skal traditionen tro holde jul med familien Bundgaard-Nielsen, og Ingrid skal lave sit som sædvanlig, som vi skal have med til adressen KP5. Og så skal vi hygge os i deres dejlige hjem, som bliver mere og mere færdig for hver gang vi kommer der.
Anden juledag plejer jo at være hos os. Men i skrivende stund er det uforklaret. Jeg tror, at hvis vi holder noget bliver det hos Anne-Mette. Nu får vi se..
Tredje (3.) Juledag skal vi også traditionen tro være hos Agnes & Morten. Der var en tid, hvor vi tog os af de gamle: Mortens mor og Ingrids mor. Nu er der nogen, der må tage sig af os. Der er sket ændringer med årene, således er vore drikkevaner ændret noget. Men vi smager da på varerne trods de rynkede bryn hos vore kvinder.
Nytårsaften skal vi også traditionen tro være sammen med Børge & Elli, Morten & Agnes, Øjvind & Gitte og fra sidste år har vores fælles ven fra Frankrig, Heinz, også deltaget i vor nytåsfest. Dog skal festen ikke være i vores hus men hos Børge og Elli.
Det bliver en god jul med en dejlig indgang til det nye år.
Der er lige så mange aktiviteter i det nye år, som i det gamle, hvor januar 2009 bød på 06.01.09 reception, 07.01.09 organisationsmøde med overnatning, 09.01.09 København (lønudvalgsmøde), 11.01.09 Mou kirkes indvielse efter omfattende renovering), 13.01.09 København Boligpolitisk Møde, 16.01.09 Nytårskur på Slottet, Pause i sommerhuset kald det vinterferie fra 18.01. til 23.01, 24.01.09 Stiftelsesfest. 26.01 – 27.01 København (HB-møde blandt andet), 28.01.09 Kolding og sluttende 30.01 med endnu et nytårskur… Dette kun for at illustrere at der er nok at se til, når man ”arbejder” for Lejerbo.
Men nu kan vi se en ende på det. Der er hugget en stopklods ind. Til maj stopper jeg. Det blev meddelt på sidste repræsentantskabsmøde at jeg stoppede som landsformand. En god beslutning på mange måder. Så bliver der mere plads til vore venner. Til os selv. Til fotografering. Til det at skrive. Og til at ”Skabe” RAVSMYKKER. Kristinna vil gerne hjælpe mig. Først lære det så virke med det. Hun er yderst kreativ. Producerer meget smukke ting. Først i det nye år flytter vi ravværkstedet ned i sommerhuset. To af mine frimurerbrødre hjælper mig. Rettere sagt – gør alt arbejdet. Jeg har købt en ny maskine, som skal hjælpe mig med at realisere mine tanker om at kombinere ben og rav i smykker. Store rav- og bensmykker. Jeg har allerede tegnet nogle udkast.
Mathias er begyndt på Københavns Universitet med matematik. Og i dag har jeg lige fået fortalt af hans far - og bekræftet af ham selv (siddende i en bus), at han har fået en lejlighed på Frederiksberg. Børnebørnene betyder meget for os. De glæder os hele tiden. Hele tiden.
Sommerhuset tager megen ”plads” nu. Der er mange ting der skal laves. Således skal vi have lavet en forlængelse af sommerhuset. Vi havde besøg af Johannes Haase forleden dag. Han skal give tilbud på et fundament til en udbygning af sommerhuset, som Jan Momme har lavet til os. Fantastisk. Han har oven i købet lavet en model, der er bygget sammen med sommerhuset. Så nu har vi den smukkeste model stående hjemme i Høstemark i størrelsesforholdet 1:10. Det bliver bare flot og godt. JEG – VI har besluttet os. Ingrid betaler og jeg nyder det i fulde drag. Johannes kommer med tilbuddet inden juleaften.
Der har været nok at se til. Mange gode oplevelser i det gamle år.
MEN jeg har jo haft problemer med helbredet. Fra midten af september til begyndelsen af december har jeg været indlagt på Aalborg Sygehus. God behandling ingen tvivl om det. Men jeg er så træt så træt. Det er al den medicin, som jeg får.
Mens jeg skriver dette julebrev hører jeg Mozart. Musikken betyder utrolig meget for mig. Og den største musikalske oplevelse i år er fra Berlin.
Jeg har skrevet om det på min blog Kato-HER&NU. Men da det nok kun få af jer der læser den tillader jeg mig at sende den med i vort julebrev. Og så kan jeg jo undlade så meget andet.
LÆS NU DET HER: - London Symphony Orchestra

Vi skal til koncert I Berliner Philharmonier. Vi kommer i god tid og sidder og akklimatiserer os. Langsomt bliver salen fyldt op. Folk / publikum / tilhørere siver langsomt ind i salen i en lind strøm. Dette store smukke rum. På begge sider af salen er der på trappevæggen skrevet: - ”Bild auf nahmen sind nicht gestalten!" og på den anden væg: - ”Bitte schatten Sie Ihre elektronischen Geräte Aus!” Jeg tænkte: - Nej kan ikke være rigtigt at skrive det på væggene i denne dejlige sal. Og det havde man selvfølgelig heller ikke. Det var lys-billeder, der var projekteret op på væggene. Så snart lyset i salen blev dæmpet forsvandt teksterne. Smart.
Larmen i rummet bliver mere og mere dominerende og høj. En meget høj summen med en enkelt eller to stemmer som bryder gennem den tætte summen. Salen bliver mere og mere fyldt. Da de første musikere klokken 20:04 kommer ind på scenen begynder publikum at klappe; og så øjeblikket efter begynder musikerne at stemme deres instrumenter. Puster lyd i dem. Retter til. Gør Klar. Lyset i salen dæmpes. Og dirigenten kommer ind på scenen og indtager sin plads på podiet. Og alle klapper vildt og voldsomt for i næste øjeblik at være tavse og meget opmærksomme. Og musikken tager sin begyndelse med Tim Hugh på celloen. Tyve minutter bliver der spillet. Tyve minutter som jeg aldrig nogen sinde vil glemme. Tyve minutter – jeg tror ikke, at nogen tænkte på tid, mens der blev spillet. Jeg var henført til musikken. Der blev spillet som var det et åndedrag, der førte dem. Og at det var dirigenten, der drog det. En koncentration og et samspil. Jeg har aldrig nogen sinde fået en tilsvarende musikalsk oplevelse. Jeg går i mit halvfjerdsindstyvende år. Jeg har været vænnet til at høre musik fra jeg var ni-ti år. Torsdagskoncert. (– Jeg gentager lige her: Kommer jeg til at ligge uden at kunne give lyd fra mig, husk da at spille Mozart – klaverkoncerter for mig hver dag).
Efter en god pause var man klar igen klokken 20:53. Alle musikkerne havde fået gået deres instrumenter igennem. To harpenister var klar ved deres instrumenter. Trommeslageren var klar. Og nu ventede man kun på dirigenten. Han lod vente på sig. Så blev lyset i salen neddæmpet. Dirigenten træder ind på scenen under voldsomme klapsalver. Han indtager podiet.
Jeg vil aldrig glemme mandag 14. september fra klokken 20:00 til 22:00. Den mest fantastiske musikoplevelse i mit liv. Det var under Berlins musikfest i september 2009 at London Symphony Orchestra under ledelse af Valery Gergiev spillede Boris Tistschenkos koncert for violincello og orkester Nr. 1 op. 23 med Tim Hugh som solist. Desuden udførte man Dmitri Schostakowitch (Sjostakovitj) – Symphonie Nr. 11 g-mol op. 103 ”Das Jahr1905”. I 1957 fejrede Sovjetunionen 40-årsdagen for oktoberrevolutionen. Men Sjostakovitj skrev en symfoni om februar revolutionen i 1905. Der er tradition for at undersøge og kritisere nutiden på baggrund af det skete i fortiden.
Det var så det fra min blog. Tilbage til julebrevet som nu ikke bliver længere, - kun en omtale i kort form af mit hospitalsophold. Meget kort.
Indlagt med brud i ryggen og en diskusprolaps. Men hverken det ene hold eller det andet hold operationslæger ville operere mig. Hjerteproblemer. Pacemaker. Sukkersyge. Tyve kilo for fed. Jeg ville højst sandsynligt dø, hvis jeg skulle gennem en operation. Så det bliver et liv med kontrol af smerter. Og det skal nok gå.
Fra september til december uden at være hjemme. Men det er jeg nu.
Og jeg glæder mig til julen.
DERFOR en GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR med ønsket om et godt HELSE i det nye år til jeg alle sammen fra
Ingrid og Bent i Høstemark.

2009/12/17

Hesten er sadlet....


Hvem skal have rosen?


Ja, hesten er sadlet, men man venter på at stramme gjoden. Det hele skal være i orden. Jeg blev for små tre uger siden udskrevet fra Aalborg sygehus. Jeg kunne gå ved hjælp af stokke. Og jeg skulle ikke bruge min rolator.. Igår fik jeg brev fra Aalborg kommune dateret 14. december 2009. Dejligt. Det var et brev med information om genoptræning. Der er i mit tilfælde behov for genoptræningsbehov ifølge genoptræningsplan: der er behov fo instruktion i ADL samt opfølgning træning med hjælpemidlerne. Der er behov for træning af RYG, BALANCE OG GANGTRÆNING. Der er også behov for træning af venstre ben. Og der er bevilling til transport til genoptræning. Og det er på høje tid. I den mellemliggende tid har jeg ikke modtaget nogen træning af nogen som helst art. Overladt til mig selv og de vejledninger, som ergo- og fysioterapeuterne fra Aalborg sygehus har givet mig. Lige nu sidder jeg i en kørestol, som jeg har lejet hos Zealand Care i Brønderslev for lidt over tusind kroner for fjorten (14) dage. Jeg kan nemlig i dag ikke gå ved hjælp af stokkene. Jeg har alt for store smerter. Selv med rolatoren er der store problemer. Jeg kan ikke gå oprejst i rolatoren. Nu har JEG MED HJÆLP FRA Aalborg kommunens visitator fået en rullestol. Og kan tilbagelevere rullestolen fra Brønderslev. Men tusind kroner fattige.
NU venter jeg så bare på at blive kontaktet af den kommende udførende terapeut, der skal fortælle mig hvor jeg skal møde til træning og jeg venter også på at få et træningstidspunkt.
Og så kan det hele begynde forfra.
Så er der gået en lille måned siden man stoppede med træningen på Aalborg Sygehus på grund af udskrivning...
Kan det virkeligt være rigtigt, at der skal gå så lang tid?
Dårlig planlægning.
Dårlig brug af resourcer.
Misbrug af patient, der uden grund falder tilbage i sygdomsbilledet. Og får en masse smerter som vedkommende kunne have været foruden.
Misbrug af midler.
HVEM har SKYLDEN?
HVEM kan gøæres ansvarlig?
Hvem skal gøres ANSVARLIG?