2007/12/29

Mavesure danskere!

Jeg er træt af mavesure danskere, der kun har kritik, surhed og bøvl i deres mund. Det uanset om de er socialdemokrater, DF’ere, Sf´ere, venstrefolk, konservative eller hvad de er. Jeg er træt til marven af de sure og uvidende, der kun kan kritisere, og ofte på et helt forkert grundlag.

Jeg er træt af alle de kritikere af Anders Fogh Rasmussen, der latterliggør ham, bruger tåbelige øgenavne, og som siger at han er en løgner.

Stik pinden ind. Jeg er ikke venstremand. Men tag og brug hovedet. Se hans dygtighed! Prøv en halv time at betragte ham som en landsfader. – Stauning eller kaos! Vi har brug for et samlingsmærke. Igen prøv at betragte ham som en LANDSFADER, der vil det gode for den danske befolkning. Prøv at forestille dig, at hans mål er at bevare et godt samfund. At gøre Danmark til et blivende socialt funderet samfund.

Jeg er træt af alle de mavesure socialdemokrater, jeg er træt af alle de mavesure radikale, jeg er træt af alle de mavesure og meget idealistiske sf’ere, jeg er træt af alle dem, der kun kan se bagud på tidligere storhed. Ingen tvivl vi har meget at takke de gamle socialdemokrater, der gjorde et stort arbejde for at skabe et leveværdigt samfund. De var foregangsmænd for den sociale reform, som alle i dag har glæde og gavn af.

Men vor tid er ikke 30’erne, 40’erne eller 50’erne. I dag er der andre ting, der presser på.

Et er min klare opfattelse, at der er alt for mange vælgere (borgere), der ikke har den fornødne viden om hvordan samfundet er skruet sammen. Og alt for mange forkerte opfattelser bestemmer mange menneskers sure opstød.

 

Bent Bundgaard

 

2007/12/25

136 lodsejere fik erstatning

Lille Vildmose: - Ja, endelig er Danmarks hidtil største og dyreste fredning til 57.704.100,00 kr. nu færdigbehandlet i Naturklagenævnet. Og der er udsendt endelige fredningsafgørelse samt erstatningsafgørelse til de 136 lodsejere.

Aage V. Jensens Fonde har fået den største erstatning på 26.608.000, - kroner. Advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted og Dansk Skovforening har ydet hjælp til Aage V. Jensens Fonde under sagens behandling i Naturklagenævnet, og det har efter naturbeskyttelseslovens § 47 betydet en godtgørelse på 1.017.119, - kroner ekskl. Moms.

Pindstrup Mosebrug A/S har fået det næststørste erstatningsbeløb på 13.346.100, - kroner deres advokater har for deres hjælp under sagens behandling i Naturklagenævnet fået 376.810, - kroner.

Tre øvrige lodsejere har fået millionerstatning. Det er Henrik Winther Svendsen (7.973.100 kr.), Kongstedlund Gods Aps (2.035.100 kr.) og sidst Direktoratet for Fødevare Erhverv (1.788.400 kr.).

De store jordbesiddere

De mange landmænd, der har jord i mosen får også deres del af erstatningerne. Kim Hjort Christensen Dokkedal(590.800,- kr.), Peter S. Larsen, Dokkedal (577.300,- kr), Frank Hermansen, Høstemark (459.600, -kr.), Kirsten Ravn Thomsen, Smidie (428.400,- kr.), Svend Christensen, Mou (372.600,- kr.), Søren Birk, Mou ( 223.200,- kr.), Christian Jensen, Høstemark (216.300,- kr.), Henrik Nymark Nielsen, Dokkedal , (199.000,- kr.) og Ole Hybertz Nielsen, Dokkedal (196.700,- kr.) og Claus Christensen, Vesterskov (167.900,- kr.).

De øvrige lodsejere får langt mindre beløb. Mange får kun 2.000,- kroner.

Forretning af erstatningsbeløbene

Alle lodsejere får en forrentning af deres erstatningsbeløb fra 5. juli 2004 til udbetalingen af erstatningen finder sted. 5. juli 2004 er det tidspunkt, hvor lodsejerne blev bekendt med Naturklagenævnets beslutninger om fredningens indhold. Og det var også den dato, hvor lodsejerne blev opfordret til at fremkomme med deres endelige erstatningskrav.

 

 

Bent Bundgaard

 

Endelig kom fredningsafgørelsen

Lille Vildmose: - Danmarks største fredning på 7600 ha eller 76 kvadratkilometer er nu endelig afgjort. Og der er udsendt endelige fredningsafgørelse samt erstatningsafgørelse til de 136 lodsejere, der er omfattet af fredningen. Ja, endelig er Danmarks hidtil største og dyreste fredning til 57.704.100,00 kr. nu færdigbehandlet i Naturklagenævnet. Til den samlede fredningserstatning skal tillægges renter og omkostninger. Aalborg kommune og Mariagerfjord kommune skal betale 10 % og staten 90 % af de samlede udgifter. Det betyder, at Aalborg kommune skal betale 4.670.410,00 kroner og Mariagerfjord kommune 1.100.000,- kroner. Dertil kommer omkostningerne, der beløber sig til 1.913.929, - kroner. Aalborg 128.330, - kroner. Mariagerfjord kommune 63.063, - kroner. Staten 1.722.536, - kroner.

 

 

Allerede i begyndelsen af 1990’erne blev fredningen rejst. Det har undret mange, at det skulle tage så lang tid at færdigbehandle sagen.

Største højmose i Vesteuropa

Lille Vildmose er Vesteuropas største højmose. Og det er Danmarks største fredning indtil nu.. Fredningen omfatter Danmarks største højmose, Tofte Mose, Tofte Skov og Høstemark Skov med store bestande af kronvildt og vildsvin. I dag er både Tofte skov og Høstemark skov indhegnede af hensyn til de store bestande af kronvildt og vildsvin. Og også af hensyn til kongeørne og andre rovfugle, der yngler inden for de indhegnede områder.

De to indhegnede skove samt en del af mellemområdet ejes i dag af Aage V. Jensens Fonde. Fredningen giver mulighed for, at der kan foretages en samlet indhegning af stort set hele fredningsområdet, hvorved de to indhegnede skove sammen med mellemområdet vil kunne bindes sammen, og dyrene vil kunne færdes frit i hele området. I dag omtaler man Lille Vildmose med højmose enge og skove som en stor vildmark

Indvinding af spagnum

Pindstrup Mosebrug har indvundet spagnum på en del af det fredede areal. Og retten til indvinding er ikke udløbet endnu. Det er planen, at tørvearealerne med tiden skal naturgenoprettes, så hele området af højmosen kan genopstå. Det samme gælder for visse hidtil dyrkede landbrugsarealer, medens størsteparten af de øvrige landbrugsarealer fortsat kan dyrkes som hidtil.

Bent Bundgaard

 

2007/12/22

Julen 2007

Julen 2007

Jeg elsker julen. Ingen tvivl om det. Det blev til fire fem små historier her fra det absolut nordøstligste af Himmerland. Området kunne kaldes Mou-Egense-Dokkedal, der er trykket ud mod Limfjorden og Kattegat af Den dejlige Lille Vildmose. Den elsker jeg også. Den er pragtfuld i alle vejrlige afskygninger. I storm. I stilhed. I natten mørke med de meget lysende stjerner. Intet skinnede lys fra byer eller huse. Mørke, stilhed, stjerner. I solopgangstid en tidlig morgen. En solnedgang i en gulrødt farvepragt. Ikke skabt lyd høres – kun naturens egne lyde. Svanerne, der flyver over vort hus. Kragerne i hobetal, der udråber deres karakteristiske lyde. Og de store flokke af sorte urtidsfugle, der er af snæversynede mennesker er udsat for had, den smukke skarv, vi ser dem både om morgenen, når de flyver ud til deres madsteder, og når de vende hjem. Vildmosen har nu i 37 år været vores udgangspunkt og omdrejningspunkt.

Julen er en dejlig tid.

Vi har fået rigtig mange julebreve. Ikke bare kort, men rigtige julebreve, men gode ord, der fortalte om vore venners 2007. Mange af dem har oplevet rigtig meget – her i Danmark, men så sandelig også i det store udland. Vi har hørt om rejser i Australien, New Zealand, Kina, Indien, Thailand, Indonesia, Arabien, Israel, flere andre steder i Mellemøsten, Rusland, Finland, Sverige, Norge, USA og jeg har sikkert glemt nogle. Berejste venner.

Julen begyndte for mig i går.

Da lukkede jeg min mobiltelefon, da jeg gik i seng. Den sidste samtale i går blev en anmeldelse af en brand i en af Lejerbos bebyggelser fra en beboer, der ikke kunne få fat på varmemesteren. Og jeg var den første han stødte på på Lejerbos hjemmeside. – Han blev guidet til en af de rigtige..

Nu sidder jeg her ved køkkenbordet. Frokosten til min dejlige kone er sat på bordet. Venter kun på at hun skal komme hjem efter de sidste julegaveindkøb. Hun kom ind af døren nu. Klokken er 14:08 så det bliver en sen frokost. Hun skal prøve en sild i sennep, som jeg lavede i formiddags.

Ja, snaps, juleøl og en lille frokost inden middagssøvnen.

Bent Bundgaard

2007/05/17

Nyt parti ikke en døgnflue

PARTI: Jeg har ikke meldt mig ind Ny Alliance i protest. Det har været en meget overvejet handling. Jeg er politisk socialradikal, som P. Munch beskrev det i 1903. I øvrigt skrev han også: - de social-radikales hovedopgave er den langsomme omformning af befolkningens tænkevis i moderne ånd”. Samme opgave i dag.

Det sociale betyder meget for mig. Alle har ansvar for hinandens liv. Og at gå til roden af et problem / en opgave er nødvendigt. Analysere problemet og så handle. Det er lige så vigtigt. Og at være radikal er at gå til roden af et problem.

Siden Gitte Seeberg og Anders Samuelsen kom ind i EU-Parlamentet, har jeg modtaget deres ugebreve hver fredag (for Anders’ vedkommende har jeg arkiveret 96 breve fra 7. januar 2005). Og jeg har læst dem med stor interesse. Blevet klogere på nogen ting. Fået holdninger til andre ting. Altid gode breve. Uanset om det var de personlige familiære forhold, der blev omtalt (og som Anders ofte fik flettet ind i sine breve), eller det var pågående sager i DK, EU eller i Verden i øvrigt. Altid læseværdigt. Ofte var Gitte og Anders inde på de samme områder. Og de supplerede hinanden godt med deres ugebreve. Engagerede. Dejlige politikere at følge i deres politiske arbejde.
Naser Khader har jeg også været meget optaget af gennem mange, mange år. Sidste gang jeg hørte ham life var på Ry højskole.
De tre: Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen danner en god stærk ramme om en politisk proces, der nu er gået i gang.
En politisk proces, der ikke er bundet op på gamle ideer, som slet ikke slår til i den politiske virkelighed af i dag. Venstre-Højre. Kapitalisme-Socialisme. Gamle udslidte begreber.
Verden er blevet flad igen. Globaliseringen er vor forudsætning. Globaliseringen er vores udgangspunkt på alt, hvad vi burde foretage os. Uddannelse og Innovation. Produktion og Handel. Transport og Skibsfart.
Ny Alliance er ikke en døgnflue. Den bliver virkeliggørelse af det bedste af oprøret fra midten.

Af Bent Bundgaard Mosbrovej 5, Høstemark, Mou Bent.Bundgaard@pc.dk

 

2007/02/05

Hos lægen

Posted by Picasa

En tur på Hjerteafdelingen

Ja, det lyder måske ikke så godt, men det var helt igennem en god oplevelse..

Jeg havde søgt læge, fordi jeg var faldet et par gange. Og jeg havde kørt galt med bilen.

Uforståeligt. Men der var sådan flere tegn på at der var noget galt med helbredet. Symptomerne blevet skrevet på et stykke papir. Tid hos lægen. Han havde ikke hørt ret meget på os inden han tog sit stetoskop og lyttede til mit hjerte. Så blev der lagt elektroder på mig. Og et hjertekartogram blev taget. Han forlod lægeværelset. Kom tilbage kort tid efter. Du må ikke selv køre bil, men du skal indlægges med det samme. De venter på dig i modtagelsen på Sygehus Syd.

En venlig sygeplejerske tog imod. Jeg blev straks lagt i en seng, der stod nede i modtagelsen. Der blev taget blodprøver. Og jeg blev udstyret med elektroder, der var koblet på en trådløs sender, der kunne fortælle om hjerteslag og puls, og hvad ved jeg. Og en virkelig serviceminded portør kørte mig til lokalet, hvor der blev foretaget flere undersøgelser af mig. Han kunne, mens han tog sig af mig, hjælpe et ældre ægtepar, der åbenbart var faret vild.

Fra det øjeblik jeg kom på hjerteafdelingen på 6. sal til jeg forlod det med en pacemaker implanteret i brystet og rigtig medicindoceret mødte jeg kun ansvarlige, venlige og kompetente mennesker. Under opholdet var jeg i kontakt med fire-fem læger hver med sit speciale. Fra undersøgelser til operation. Og lige så mange sygeplejersker, der tog sig af os. På den firmandsstue, hvor jeg lå, var der i løbet af min tid på sygehuset otte patienter inklusiv mig selv, der havde hjerteproblemer, enkelte med store problemer. Jeg er 100% overbevist om, at de alle følte sig godt behandlet. En bekendt, der blev indlagt efter mig og på samme stue, og som blev opereret få timer efter sin ankomst af et lægehold, der lørdag morgen var kaldt ind på grund af ham, tog min pacemaker med i købet, nu de var inde. Ren rutine. Tager ingen tid. Lokalbedøvelse. Ingen smerter efterfølgende. Denne bekendte opfordrede mig til at skrive om, hvor godt vi blev behandlet. Og efter en samtale med min datter, der er ansat på sygehuset, og som fortæller mig, at de kun får de dårlige reaktioner af de meget kritiske patienter, synes jeg faktisk, det var en god ide at fortælle om vore meget positive oplevelser fra min kone afleverede mig i Modtagelsen til jeg måtte forlade sjette sal på Sygehus Syd.

Ikke et eneste negativ ord har jeg at nævne. Personalet skal virkelig have alle de lovord de fortjener.

Bent Bundgaard

 

2007/02/02
















Karen Jespersen
på Nyborg Strand
maj 2006 (i baggrunden Palle Adamsen og Leif Flemming Jensen)
Posted by Picasa



















Karen Jespersen
fotograferet på Lejerbos Repræsentantskabsmøde
på Nyborg Strand i maj 2006
Posted by Picasa

Rød & Sort - Hjerte & Hjerne

Rød & Sort – Hjerte & Hjerne

Dejligt med sådan en gammel oprører som Karen Jespersen.

Stemmesluger uanset om hun er det ene eller det andet.

Det er personen med det som hun giver udtryk for.

Og som hun kæmper for. Helt fint.

Alle partier i Danmark har stort set hele den politiske bredde inden for deres rækker.

Derfor kan alle partier rumme en Karen Jespersen.

Der er nogen i toppen af hvert parti, der lige som tegner partiets ”politik”!

Men blandt dem der laver fodarbejdet, blandt medlemmerne, blandt dem der stemmer på partierne, der har man hele spektret af politiske opfattelser.

Det bliver mere og mere tydeligt, at det lille Danmarks politiske opsplitning i partier er til stor morskab for mange, der følger udviklingen.

Hvad betyder principper i dag, når man skal tage stilling?

Altså den generelle forudsætning som er grundlaget for holdninger og handlinger.

Hvis man skulle se på principper kunne så en række kredsformænd fra Venstre så stå på nakken af hinanden for at byde Karen Jespersen velkommen i deres skreds?

Ja, ja selvfølgelig for det ville være helt fint at få Karen placeret i en bykreds med få venstrefolk og med mange socialdemokratiske vælgere.

Karen er begavet. Ingen tvivl om det.

Og måske er hun det bedste eksempel på følgende:

HVIS man ikke som ung er RØD har man ingen HJERTE,

Og HVIS man som gammel ikke er SORT har man ingen HJERNE!

Og hvem var det der sagde noget om at skifte STANDPUNKT?

Dejligt med en kvinde som Karen Jespersen.

Hun sætter kolorit på TilVærelsen. Skønt.

Hun er simpelt hen udtryk for LIV….