Gudstjeneste i Mulbjergene
Dokkedal: - Det er bare dejligt. Stille vejr. Ikke en vind. Dog høres lyden fra havet ved foden af Mulbjergene. Et hvidt kors lyser op. Det er gravet ned yderst på skrænten mod vest. En stor buket blomster står ved foden af korset. Under en stor parasol står Finn Christensen med sin violin. Lass Lybæk med sin trompet og Erik Frederiksen med harmonikaen. De leverer musik til salmerne.
Sognepræst Hanne Moesgaard Skjesol går rundt mellem de ankommende og hilser på og får en lille snak med mange. Langsomt fyldes pladsen med biler og mennesker. 85-90 deltager i gudstjenesten.
De mange bænke, der er opstillet bliver hurtigt besat. Godt at mange fra menigheden havde taget stol med. Stedet er lige som skabt til højtideligheden. Der indledes af Egense sangkor.
Derefter tog sognepræsten over og førte menigheden gennem gudstjenesten. Hendes stemme havde ikke besvær med at nå ud til alle. Trosbekendelsen og fadervor blev fremsagt af alle. Kun en gang blev naturens stilhed afbrud af en flyver, der kom ude fra Kattegat og fløj mod Aalborg.
Regnen stoppede
Vejret var med os. Regnen stoppede midt på dagen. Og det hele var blevet nogen lunde tørt.
Jeppe Aakjær skrev i 1912 til en dansk-amerikansk fest i Tivoli ”Stille, hjerte, sol går ned”. Denne smukke stemningsfyldte aftensang sang Egense koret på en meget smuk måde. Alle naturbillederne i sangen passede særdeles godt både på Mulbjergene og ikke mindst mosen.
Sognepræst Hanne Moesgaard Skjesols gudstjeneste i Mulbjergene var på alle måder en god oplevelse i Guds storslåede natur. Sognepræsten lovede forud for gudstjenesten, at det ville blive en stemningsfuld gudstjeneste med sange og tekster knyttet til naturen med undren og glæde over skaberværket. Og det blev det.
Der blev som lovet kaffe til alle. Og det afstedkom jo en god snak i menigheden.