Et glimt af HAD

Et glimt af HAD
Jeg fik et glimt af had i går.
I Høstemark brændte stuehuset på en grisefabrik.
Heldigvis var det blevet fraflyttet. Grisefabrikanten havde renoveret et andet stuehus på en af de gårde han havde købt. Dejligt stuehus og nymøbleret, fortæller naboerne.
Min nabo ringede til mig og fortalte at gården brændte: - Skal du ikke derhen?
Og det skulle jeg. Men blok og fotoudstyr.
Jeg nåede at fotografere nogle brandmænd og fik taget et billede af stuehuset, der stod i flammer, førend grisefabrikanten stod ved siden af mig. Sjældent har jeg set så vred en mand. Personligt har jeg aldrig oplevet det før, - at vreden var vendt mod mig.
Der var HAD i hans øjne. Manden var lige så stor som mig. Vi var i øjenhøjde. – Bent Bundgaard du skal ud herfra. Forsvind fra min ejendom. Nu!
Jeg har for nogle år siden anmeldt ham til teknisk forvaltning, fordi han ikke behandlede døde grise efter givne forskrifter. Han havde bare henslængt dem ved vejen i et hul, så kunne de ligge der, indtil de blev hentet. Og ræv og hund og fugl kunne hakke i dem som de ville.
Og så har der været et par andre sager, hvor jeg har stået sammen med naboerne mod ham.
En kedelig fyr, der straks lagde sig ud med en nabo, kort tid efter han var flyttet til Høstemark. Det blev der en retssag ud af. Den tabte han.
I går brændte hans stuehus, som han lige var fraflyttet, heldigvis havde han fået både sin computer og papirer med.
Der stod jeg overfor ham. Og var lidt forundret over hans hidsighed og store vrede.
Hans øjne flakkede. Underligt at stå at se ind i den vrede mands ansigt, uden at føle andet end medlidenhed med ham.