2006/03/18

The Producers

En dejlig oplevelse
Torsdag aften var jeg i Det Ny Teater, der er placeret i passagen mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade ikke langt fra First, hvor jeg bor, når jeg er i København. En dejlig bygning fra 1908. Gennemrenoveret for 50 millioner kroner i 1994. Når man ser op på bygningen fra Vesterbrogade irriteres man over den by-arkitekt, der har tilladt bygninger i passagen at blive bygget, hvor de er placeret. Han har virkelig haft en dårlig dag. Eller også er han blevet ”belønnet” lidt vel rigeligt.
Hvor kunne det have været et flot syn, hvis deres byggelinier havde været fem til ti meter mere inde på grunden. Det irriterer mig hver gang jeg går forbi.
Men indenfor til pragtfuld underholdning torsdag aften sammen med gode venner. God latter stort set hele stykket igennem. I hovedrollerne: Preben Kristensen, som Max Bialystock, der er en falleret Broadway-producer. Steen Springborg i rollen som den nørdede og generte revisor, Leo Bloom. og Julie Steincke spiller den svenske blondine-sekretær Ulla. Ja, og så ikke at glemme Ole Thestrup, der spiller den nynazistiske forfatter og dueopdrætter.
En dejlig oplevelse af Mel Brooks Oscarbelønnede film fra 1968, der nu er blevet til en musical, først på Broadway i 2001, nu i København, ja, og i London. Den går sin sejrsgang.
Plottet går ud på at tjene nogle hurtige penge ved at sætte en forestilling op, der på forhånd er dømt til kun at spille en aften. Man skal blot vælge det dårligste stykke. Den dårligste instruktør. De dårligste skuespillere. Og det gør man. Og det bliver den største succes. Ufattelig. Hvad gjorde man forkert siden det gik så godt? Preben Kristensen gennemspiller samtlige scener i stykket i sin fængselscelle for at finde ud af det. En fantastisk præstation. Forrygende hurtigt. I få bevægelser, gestus og sætninger genoplever vi de forskellige roller og scener hele stykket. Blændende gjort af en stor skuespiller…
Jeg kan ikke sige det stærkt nok. En utrolig dejlig oplevelse på alle måder. Skuespillerne. Scenen. Rekvisitter. Drejescene. Kostumer. De hurtige skift. Musikken ikke at forglemme.
I alt skulle der være firs skuespillere, sangere, dansere, musikere og teknikere i Det Ny Teaters succes, der kan overværes af omkring tusind betalende publikumer. Det nye Teater får ikke offentlig støtte til produktionsomkostningerne.



Ingen kommentarer: