2008/09/24

Frygt styrer vore handlinger

På et hvert gymnasium er der nogle elever, der forhandler stoffer. Og disse elever er kendt af de fleste, der går på gymnasiet. Og mange elever har fortalt deres forældre om disse elever; men ingen anmelder dem. Hvorfor ikke? Jeg tror, at det skyldes frygt. Frygt for repressalier - og med god grund. Hvad sker der, hvis det bliver kendt, at x-elevs far har anmeldt eleven, der forhandler stoffer? Kommer bagmændene, dem der har leveret stofferne, og gør et eller andet. Alene forestillingen om, at de kommer, er nok til at afholde fra at melde pågældende elev.

Men vedkommende burde anmeldes. Og det burde være let at melde vedkommende enten til rektor eller til politiet; og det skulle være muligt at gøre det anonymt af hensyn til frygten, der styrer vore handlinger.

Vedkommende forhandler burde med øjeblikkelig virkning udvises fra gymnasiet. Der skulle være nul tolerance, når det drejer sig om salg af stoffer. Der er alt for mange unge, der får men af stofferne, og flere og flere dør efter indtagelse af disse ting.

Derfor:

1. Det skal være let at anmelde en stof-sælger uden opgivelse af navn til enten rektor eller politiet.

2. Nul-tolerance. Øjeblikkelig bortvisning af elever, der forhandler stoffer.

Bent Bundgaard


Ingen kommentarer: