Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves…. Hvad kan jeg gøre?

Jeg må nok erkende, at jeg ikke kan gøre en PIND! Kun lige gøre nogle tanker om dumhed, og så lukke ned.

Den 24-årige Lors Doukaev, som er mistænkt for den 10. september at forårsage en bombesprængning på Hotel Jørgensen i det centrale København, gav fredag d. 1. okt. 2010 i aviser og radio udtryk over for sin mor, at hans aktion var "en dumhed". En dumhed! Ja en kæmpe dumhed. Og hvad er en dumhed? Det er
1. mangel på omtanke (DÅRSKAB, STUPIDITET) og
2. en uovervejet handling. Dette var Lors Doukaevs handling. Klart udtryk for dårskab og stupiditet fra en tilsyneladende normalt begavet mand. Klart en ikke særlig overvejet handling. Dumhed, dumhed, DUMHED!

Napoleon Bonaparte
(1769-1821) skulle have sagt: - Når man begår dumheder, bør de i hvert fald lykkes.
Det gjorde det absolut ikke for den 24-årige Lors Doukaev. Han kvajede sig i en grad uden lige.

Alle kan begå dumme handlinger – og gør det! Dårskab og stupiditet. Men der er nogen der gør flere uovervejede handlinger end andre, og bliver ved med det. Mit problem har altid været, at min tolerancetærskel altid har haft det svært med mennesker, som ikke i det mindste, forsøgte at sætte sig ind i andres behov, tanker og følelser. Sikkerhedstærsklen er overgået. Kedlen sprænger! Jeg kan ikke med dumme mennesker. Kan ikke. Hvorfor skal de have lov til at trampe på andre, og blive ved med det? Jeg kunne leve med dem, hvis de i det mindste forsøgte at sætte sig ind i andre menneskers behov, tanker og følelser. Men de mange menneskers selvglade uovervejede handlinger løber hen over mig som en lind olie. De tror, at de har de vise sten. Det
er en utålelig form for dumhed. Denne manglende evne til indsigt er bare ikke altid en god undskyldning, for at trampe hen over andre!

De dumme menneskers selvcentrering gør det næsten umuligt for dem at sætte sig ind i andre menneskers behov, tanker og følelser. Denne dumhed skaber fattige mennesker. Der opfører sig derefter – ufølsomt og uden fingerspidsfornemmelse.

Når jeg får det sådan, er min første handling dog altid selvransagelse, hvor er min tolerancetærskel?

Hvornår og i hvilke situationer handler jeg uden omtanke? Vi bor alle i et glashus. Det er bare så svært at erkende.